Kælenavne: Mulle, Muls.. Kært barn har mange navne.. Født: d. 2. september 2010. Opdrætter: Angelina O Race: Chinese Crested hårløs Med stamtavle
Marley er mit et og alt. Det var ikke meningen jeg skulle have ham. Jeg ville undersøge om racen, og fandt så opdrætteren af ham på Guloggratis, hvor jeg hørte om jeg måtte komme på visit og møde en Chinese, for at opleve racen. Jeg havde godt nok set Marley ud fra billedet og forelsket mig i ham, men jeg vidste jeg ikke skulle have en hund lige nu, så jeg nægtede mig selv at forelske mig - meeeen det ikke helt let..
Jeg ankommer til det her hjem, hvor de her skønne hunde kommer mig i møde. Vi sætter os ned på sofaen og Marley bliver lagt i mit skød, hvor han presser sig helt afslappet ind til mit bryst og føler sig hjemme - puha det var svært ikke at forelske sig i sådan en skønhed. Tager hjem, men drømmer om ham hele tiden, finder så en annonce hvor prisen er faldet helt enormt, så jeg snakker med min mor (bor hjemme, så at tage nye dyr hjem, hvor man ved at de skal færdes i hele huset, så er det en beslutning jeg ikke bare selv kan træffe), til min store overraskelse siger hun ja, og jeg er næsten grædefærdig. Jeg ringer til opdrætteren, får lavet en god aftale og hun siger jeg skal hente ham samme dag, så haster afsted så snart min bror er hjemme og så kører vi ned efter MIN skønhed.. Min bror går først ind af døren, men Marley løber udenom og løber direkte hen til mig og op i mine arme - han havde valgt mig lige så meget som jeg havde valgt ham - det var meant to be. MIN skønhed, MIT et og alt, min baby <3
Jeg har sidenhen fundet ud af, at opdrætteren skjulte nogle ting for os købere, hans bror havde fx epilepsi og blev aflivet meget ung. Der var også flere ting jeg har kunne se tilbage på, ikke var i orden, så jeg kan da godt ærgre mig over at have støttet den opdrætter. Jeg er dog lykkelig for at have fået Marley og han har fulgt mig i tykt og tyndt siden.
Han er nu en gammel dreng (2024), som fornyelig har fået konstateret hjertesvigt og er under behandling. Det går heldigvis godt. Sidste år besluttede jeg mig for at undersøge muligheden for at få en hund mere. Hans syn svigter og hørelsen driller også, han er ikke helt ung længere, så jeg tænkte at en støtte kunne være god at have. Jeg har hørt flere gode historier om det at en ældre hund får støtte af en yngre hund. Mit håb er også lidt, at han kan lære fra sig og jeg kan se lidt træk fra ham når han en dag ikke er her længere.
Lillie Belle
Kælenavne: Lullu, Luls Født: d. 14. april 2023 Opdrætter: Privat Race: Chinese crested/Bichon havanese
Jeg vidste, at når jeg skulle kigge efter næste hund, ville jeg gå rigtig meget op i hvem jeg købte fra. Jeg ville sikre mig, at det var en der opdrættede med hjertet på rette sted, at der var en grundig overvejelse bag at lave kuldet. Jeg var ikke afvisende overfor at købe en blanding, hvis det viste sig at være den helt rigtige. Jeg så Lillie og hendes søskende første gang i en Facebook gruppe, hvor Lillie skilte sig ud fra mængden, der var bare noget over hendes udtryk på billederne, der stjal mit blik. Jeg faldt så over en salgsannonce, hvor jeg var nødt til at skrive og høre om den tilfældigvis skulle være tæven, jeg var nemlig helt sikker på at næste hund SKULLE være en tæve. Til mit held, var det faktisk tæven jeg var faldet for, men der var en anden som også var interesseret i hende så opdrætteren ville rigtig gerne have en snak med mig. Jeg ville selv gerne høre hende ad hvorfor hun havde valgt lige de 2 racer og hvad tanken var bag kuldet, hvordan de voksede op osv. og hun ønskede at vide hvad jeg kunne tilbyde af hjem, så jeg fortalte alt jeg kunne for at give hende en fornemmelse af hvor hun måske skulle bo. Ved samtalens ende, kunne jeg få en time til lige at vurdere om jeg ville have hende og overføre depositum, men jeg fortalte hende med det samme at jeg slet ikke var i tvivl, jeg ville rigtig gerne give Lillie et hjem. Det sjove var at opdrætter havde gået og kaldt hende for Lille Belle derhjemme, hendes mor hedder nemlig Belle, så at jeg havde udset hende som Lillie, passede perfekt. Derfor kom hun til at hedde Lillie Belle <3
Lillie er et energibundt som samtidig er enormt sensitiv. Hun fornemmer når man ikke har det godt og holder sig tæt på en. Hun er enormt puttesyg, ligger gerne helt tæt, endnu mere putte end Marley nogensinde har været, hvilket jeg virkelig nyder. Hun spreder så meget glæde, samtidig med at man nogle gange godt kan rive sig lidt i håret fordi hun er så fræk ;) Hun er lærenem, så vi træner en del flere ting end jeg har kunne med Marley. Hun suger til sig og nyder det så planen er, at træne agility og andet i den form med hende når hun bliver ældre. Indtil da, træner jeg hendes muskler nænsomt op og styrker hendes balance, udover vi træner selvtillid og lydighed.
Hende og Marley elsker hinanden, der puttes indimellem, der leges og der sættes gode grænser. Nu hun er så følsom, tænker jeg også hun bliver en god støtte til ham når hans syn helt svigter <3