Kuld u3 - fødsel d. 19. august
Lemon syntes Smaug var meget spændende og Smaug det samme med hende - hvilket kun er meget heldigt.. De gik sammen fra dag 1 af og onsdag blev der set flere parringer..
Hen over weekenden er hormonerne så dukket frem og tøsen PIVER ved håndtering, hvilket hun aldrig har gjort før.. Forhåbentlig er hun sit dejlige jeg igen når ungerne er kommet.. Der er vægtøgning og en fin lille mave, så forhåbentlig kommer der til at ligge de lækreste rejer i reden ved termin <3 |
|
21. august 2016
Lemon startede fødsel fredag aften, første unge blev født med et lille skrig, det gjorde tydeligvis ondt på hende at føde den.. Der gik længe, hvis jeg husker korrekt gik der en time før den næste kom.. Så gik der igen noget tid, jeg måtte hjælpe med at massere, så kom den næste unge..
Masserede 3 gange i løbet af aftenen/natten, stoppede kun fordi hun sidste gang gik helt i chok over smerten - der vidste jeg at det var på tide at se om hun selv kunne få resten ud, klokken var over midnat.. Hun fødte selv så hun nu havde 8 unger liggende under sig - hun havde fået sukkervand og marmelade (hjemmelavet), for at give energi og fordi jeg var løbet tør for druesukker, så er det bedre end slet intet.. Hun fik energi og da hun selv var begyndt at føde og min krop nu ikke længere kunne mere (kl var 4) måtte jeg finde min seng..
Kl 9.30 vågner jeg, løber op og tjekker til hende, hun er udmattet, gået helt væk fra ungerne og viser ingen interesse, hun er kold og stadig med veer og bløder.. Jeg ringer til dyrlægen og får hende hastet derud alt imens jeg holder mor og unger varme med en varmepude under..
Ved dyrlægen (en ny men meget venlig og omsorgsfuld en) får hun vefremkaldene, væske, medicin og smertestillende - hun er tydeligt bekymret, der er ikke andet det kan gøres, det er nu op til Lemon..
Hun vil stadig ikke sine unger og jeg finder en amme til de 7 levende unger som jeg kører ud efter med det samme, hurtigt hjem.. Da jeg kører ind i min indkørsel og skal til at slukke bilen ser jeg Lemon hive efter vejret, jeg skynder mig at tage hende op, tårerne triller og jeg kysser hende, undskylder for det hele, det var ikke sådan det skulle gå.. Hun udånder i mine arme og tårerne får frit løb..
Samler mig sammen, det gælder om at få ungerne til at overleve, de er fuld af energi og tydeligt sultne..
Ammen virker okay med dem, jeg går lige kort tid da min søster kommer løbende fordi hun har hørt et hjerteskærende skrig og ammen er begyndt at spise af ungerne.. Der er spist 3... De sidste 4 er stadig friske, livlige og sultne..
Jeg henter 2 ammer med unger, de acceptere dem men ligger sig ikke på dem - jeg er nødt til at køre, skal mødes med en svensker i Kbh, men følger med på livestream hele vejen.. På intet tidspunkt går mødrene over til ungerne, hverken mine eller deres egne unger..
Da jeg kommer hjem er den ene kold og den dør kort efter.. Jeg er nu desperat og forsøger at få modermælk i resten, men da endnu en dør i min hånd panikken jeg.. Kontakter dem jeg har lånt mødrene fra, jeg ved de har nyfødte så kan vi ligge mine sidste 2 til - de har nu ikke fået mad hele dagen, mælkebåndene er meget små men begge er meget ivrige og vil meget gerne have mad..
Jeg kører derud og håber hele vejen at de overlever, det skal de, det betyder alt.. Det betyder at Lemon ikke kæmpede forgæves, at hun ikke døde forgæves, det betyder jeg stadig har noget efter min elskede pige..
Vi får lagt ungerne ned til en mor der med det samme vasker dem, fjerner de tørre navlestrenge der har siddet tilbage og skubber dem begge under maven - nu er det op til ungerne om de tager fat og får mælk..
Jeg vågner op til den mest vidunderlige besked nogensinde.. De er i live, fine mælkemaver.. Tårerne triller, det er en kombination af glæde over de er overlevet, udmattelse over dagen igår og sorgen over tabet af min dejlige Lemon <3
Nu skal ungerne blive ved med den fremgang, så jeg har en gave efter min elskede Lemon.. Jeg har ingen billeder, det har jeg været alt for stresset til at tage, men min dejlige søster (som var en kæmpe støtte hele dagen igår) har hjulpet med nogle virkelig gode og søde navne..
Pigen kommer til at hedde Citrus og hannen Pomelo.. Begge er rødøjet så jeg regner med de er siamese..
Jeg er taknemmelig for den støtte der er kommet i det hele.. Jeg tør håbe lidt mere nu og glæder mig til at køre ud og hilse på mine babyer om nogle dage
Lemon startede fødsel fredag aften, første unge blev født med et lille skrig, det gjorde tydeligvis ondt på hende at føde den.. Der gik længe, hvis jeg husker korrekt gik der en time før den næste kom.. Så gik der igen noget tid, jeg måtte hjælpe med at massere, så kom den næste unge..
Masserede 3 gange i løbet af aftenen/natten, stoppede kun fordi hun sidste gang gik helt i chok over smerten - der vidste jeg at det var på tide at se om hun selv kunne få resten ud, klokken var over midnat.. Hun fødte selv så hun nu havde 8 unger liggende under sig - hun havde fået sukkervand og marmelade (hjemmelavet), for at give energi og fordi jeg var løbet tør for druesukker, så er det bedre end slet intet.. Hun fik energi og da hun selv var begyndt at føde og min krop nu ikke længere kunne mere (kl var 4) måtte jeg finde min seng..
Kl 9.30 vågner jeg, løber op og tjekker til hende, hun er udmattet, gået helt væk fra ungerne og viser ingen interesse, hun er kold og stadig med veer og bløder.. Jeg ringer til dyrlægen og får hende hastet derud alt imens jeg holder mor og unger varme med en varmepude under..
Ved dyrlægen (en ny men meget venlig og omsorgsfuld en) får hun vefremkaldene, væske, medicin og smertestillende - hun er tydeligt bekymret, der er ikke andet det kan gøres, det er nu op til Lemon..
Hun vil stadig ikke sine unger og jeg finder en amme til de 7 levende unger som jeg kører ud efter med det samme, hurtigt hjem.. Da jeg kører ind i min indkørsel og skal til at slukke bilen ser jeg Lemon hive efter vejret, jeg skynder mig at tage hende op, tårerne triller og jeg kysser hende, undskylder for det hele, det var ikke sådan det skulle gå.. Hun udånder i mine arme og tårerne får frit løb..
Samler mig sammen, det gælder om at få ungerne til at overleve, de er fuld af energi og tydeligt sultne..
Ammen virker okay med dem, jeg går lige kort tid da min søster kommer løbende fordi hun har hørt et hjerteskærende skrig og ammen er begyndt at spise af ungerne.. Der er spist 3... De sidste 4 er stadig friske, livlige og sultne..
Jeg henter 2 ammer med unger, de acceptere dem men ligger sig ikke på dem - jeg er nødt til at køre, skal mødes med en svensker i Kbh, men følger med på livestream hele vejen.. På intet tidspunkt går mødrene over til ungerne, hverken mine eller deres egne unger..
Da jeg kommer hjem er den ene kold og den dør kort efter.. Jeg er nu desperat og forsøger at få modermælk i resten, men da endnu en dør i min hånd panikken jeg.. Kontakter dem jeg har lånt mødrene fra, jeg ved de har nyfødte så kan vi ligge mine sidste 2 til - de har nu ikke fået mad hele dagen, mælkebåndene er meget små men begge er meget ivrige og vil meget gerne have mad..
Jeg kører derud og håber hele vejen at de overlever, det skal de, det betyder alt.. Det betyder at Lemon ikke kæmpede forgæves, at hun ikke døde forgæves, det betyder jeg stadig har noget efter min elskede pige..
Vi får lagt ungerne ned til en mor der med det samme vasker dem, fjerner de tørre navlestrenge der har siddet tilbage og skubber dem begge under maven - nu er det op til ungerne om de tager fat og får mælk..
Jeg vågner op til den mest vidunderlige besked nogensinde.. De er i live, fine mælkemaver.. Tårerne triller, det er en kombination af glæde over de er overlevet, udmattelse over dagen igår og sorgen over tabet af min dejlige Lemon <3
Nu skal ungerne blive ved med den fremgang, så jeg har en gave efter min elskede Lemon.. Jeg har ingen billeder, det har jeg været alt for stresset til at tage, men min dejlige søster (som var en kæmpe støtte hele dagen igår) har hjulpet med nogle virkelig gode og søde navne..
Pigen kommer til at hedde Citrus og hannen Pomelo.. Begge er rødøjet så jeg regner med de er siamese..
Jeg er taknemmelig for den støtte der er kommet i det hele.. Jeg tør håbe lidt mere nu og glæder mig til at køre ud og hilse på mine babyer om nogle dage
12. september 2016
Så fik jeg babyerne hjem.. Det er med blandede følelser, fordi jeg på ingen måde er helt sikker på at det er Lemon's unger.. Der er ting der tyder på at det ER og så er der ting der gør at jeg tvivler.. Hvis jeg skal se på de billeder jeg fik løbende, så er der et tegn der tyder på at det er min ihvertfald den ene af dem.. Dengang den første amme spiste mine unger nåede hun at lave et mærke på den ene, som jeg kan se på de første billede.. Jeg var dog sikker på at jeg så topører på dem begge, men i forvirringen kan jeg sagtens have taget fejl for min søster mener at hun så dumbo ører.. Så fik jeg nogle billeder da de var 9 dage, den ene havde fået øjne, den anden begyndende - noget tidligere end normalt så det gjorde mig igen i tvivl.. MEN de begyndte først at spise her i weekenden, hvilket passer fint med deres alder på 3 uger.. De var de mindste begge 2 af alle ungerne i kassen og de lyseste.. Igen noget der tyder på at det så er mine unger.. Citrus har en blålig tone hvilket igen tyder på at hun er Lemons datter, da der ikke er russian blue hos foder opdrætteren.. Begge er dog enten husky eller blazed (der er blazed bag mor - der har været lidt lette bag far - hvis de er unger til Lemon og Smaug).. Uanset hvad, så er de kommet for at blive, jeg får nok først det tydelige bevis såfremt jeg laver en testparring for at se om det er unger efter Lemon og Smaug eller de 2 champagne forældre der opfostrede ungerne.. Jeg er dog glad for at have dem hjemme, de er lidt skræmte nu de er under helt andre forhold end de er vokset op i og så er det kun de 2, men jeg vil give dem tid og kærlighed - er det ikke Lemons unger er det stadig et kærligt minde om den hårde tid der var <3 |
|
Camilla Bendix Rasmussen / Alenya © 2008
Copyrigth: Billeder og tekst fra denne side må ikke kopieres uden tilladelse
Copyrigth: Billeder og tekst fra denne side må ikke kopieres uden tilladelse