Kuld B6 - født d. 14. juni 2021
Alenya's Hello Coco
Black capped notch variegated dumbo 30. marts 2020 Coco er den dejligste og blideste pige. Hun har den her ophøjede ro over sig. Elsker opmærksomhed og er generelt bare alt jeg ønsker i en god rotte. Coco har en gang fået et kuld, hvor opdateringer indtil videre har været rigtig gode. Mine egne 2 er vidunderlige og har noget af den samme ophøjede ro over dem og samme blide sind <3 |
Toffee Apple of Wisteria
Black berkshire db silvermane 12. marts 2020 Toffee er en stille dreng, der passer sig selv. Når man lige vinder hans tillid, er han virkelig rolig og man kan se der er noget charmerende over ham. Han har ikke haft den nemmeste start i hans gruppe og der har været en del uro i den under hans opvækst, så han har været lidt påvirket af det. Under parring med Coco fik jeg virkelig lov til at se den gode dreng, som jeg kan se i ham. Han opsøgte mig selv, han lå bare og nød opmærksomheden og roen omkring ham. |
Alenya's Hello Coco og Toffee Apple of Wisteria
Fænotype: Black og russian blue - mulighed for beige og russian beige Aftegning: Hooded, berkshire og self - lettere aftegninger hvis han bærer modifiers Pels: Glat, silvermane - mulighed for harley Ører: Dumbo og bærer 
Denne parring er der blevet tænkt på, fordi begge parter er mulige harley bærere. De har det begge bagud i tavlen og Toffee har en søster der er harley.
Ellers er det et super fint match. Toffee er den lidt forsigtige og stille type, men er blomstret godt op siden jeg fik ham. Coco er den dejligste, blideste, tillidsfulde og selvsikre pige, så hun kan hjælpe med at bidrage med nogle rigtig gode egenskaber til afkommet af det Toffee mangler. Han er en rigtig god dreng og jeg ser massere af potentiale der kan arbejdes med i afkommet, så jeg glæder mig til at se hvordan ungerne kommer til at være <3 |
|
Det smukke par. De var super søde sammen, Coco var super blid ved Toffee og der var putning lige fra dag 1 <3
|
|
|
15. juni 2021
Igår, ved 11 tiden, var Coco i gang med fødsel. Jeg så 3 unger, da hun sprang hen for at hilse på mig. Jeg tænkte at hun måske var færdig og mærkede maven. Hun var ikke tom, så jeg lagde hende tilbage i reden igen og kørte hjemmefra til min aftale. Hen på eftermiddagen ringede jeg hjem, for at høre min søster om alt var okay hos Coco. Første tjek var der stadig kun 3 unger, andet tjek var hun i gang med fødsel igen, der lå blod omkring hende og hun var i gang med noget dernede. Da jeg kom hjem lå der 6 unger ved hende, men hun var stadig ikke tom og hun var tydelig træt, let dvask og havde ondt. Jeg fik givet hende noget hjælp til at fortsætte fødsel, noget sukkervand til at kvikke hende op og gik så fra hende igen for at give hende fred. Ved tjek en time efter lå der nu 8 unger, vasket og lagt i rede, men mælkemaverne var lidt små. Hun lå i et hjørne af buret og var helt flad. Hun fik sovet, spist en smule og begyndte selv at drikke væske men var tydeligt påvirket og tog sig ikke af ungerne hele aftenen. Jeg endte med at give hende noget smertestillende over midnat og måtte overgive mig til sengen. Jeg kunne kun håbe på at hun tog sig af ungerne henover natten. Jeg vidste at hun kunne, for det gjorde hun ved første kuld. Ved 6 tiden, da jeg kort vågnede, tjekkede jeg hurtigt til hende. Ungerne pippede livligt og hun lå over dem og hyggede om dem. Det var en lettelse og jeg håbede at alle 8 stadig ville være i live når jeg kunne tjekke til dem. Ved formiddag kunne jeg så tjekke til ungerne og alle 8 har de fineste fyldte mælkemaver. Coco er stadig træt og påvirket, hun har født 1 dødfødt henover natten og virker tom nu. Hun får ro til at få slappet helt af, ungerne har fine mælkemaver og hun skal nok blive god igen. Det er ikke altid at tingene går smertefrit, men så længe Coco er og bliver okay, så er jeg lettet. Der er kommet 6 drenge (3 dumbo) og 2 piger. Ingen af ungerne er harley. |
20. juni 2021
Det har været nogle lange dage. Coco klarede den desværre ikke og sov ind onsdag d. 16. juni. Jeg mærkede hun blev hurtigt dårlig og startede med at flaske hendes unger op i håbet om at hun blev god igen. Desværre var det ikke tilfældet og den store kamp satte ind på at hendes unger overlevede. I dag sidder jeg tilbage med 2 piger, i live, som jeg håber fortsat overlever. Jeg venter på at enten Olive eller Lindt føder, så de kan tage sig af de 2 piger. De kæmper for livet, er livlige og har været det hele vejen igennem. Tager godt for sig af maden. Så der er stadig håb. Jeg har ikke fået meget søvn siden onsdag, har været fysisk syg pga det og er et virvar af følelser. Når man flasker så små unger om, er odds imod en, fordi der kan gå så mange ting galt. Jeg vidste det godt, da jeg gik i gang med det, for jeg har forsøgt at flaske 3 gange tidligere, hvor kun det ene lykkedes og klarede sig igennem og blev en ældre herre. De 2 andre gange døde ungerne en efter en indenfor det første døgn. Derfor var jeg også så glad da vi næsten var på 5. døgn og 7 af ungerne stadig var her. Og så begyndte det. Fornemmede at nogle af dem måske ikke ville klare den alligevel, de skrantede og begyndte at klikke, hvilket betyder væske i lungerne. Nu sidder jeg så tilbage med de 2 piger, de har det fint, vokser og tager på, men er halvt så store end de ville have været hvis de havde haft en rigtig mor. Derfor kan jeg også godt sætte dem ind til hvem end der måtte føde først, da de ikke vil stjæle pladsen fra de andre unger den første uges tid. Planen er så at vurdere om de skal skilles fra dem igen når de kan spise selv - hvis altså de overlever alt det her. Jeg er udmattet og har skiftet imellem at være fuld af håb for at alt nok skulle gå, til at være fortvivlet og sikker på at jeg ville stå tilbage uden Coco og uden hendes unger. Jeg har 2 unger fra hendes første kuld og de minder virkelig meget om hende i sind, så blive og skønne. Men det ville bare betyde rigtig meget, hvis de sidste overlever. For så har det været alt værd, alle kampe, alle følelser og frustrationer. Det hele værd, fordi jeg vil have 2 dejlige prinsesser. Så jeg venter og håber, håber på det bedste og håber på at de overlever. Jeg ved ihvertfald, at jeg har gjort mit bedste for dem og så kunne jeg ikke gøre mere. |
25. juni 2021
I mandags (d. 21. juni 2021), fødte Oasis hos Benitta endelig. Vi har gået og ventet på at en af vores piger skulle føde, så de små kunne få en chance hos en af dem. Det blev så Oasis der fødte først, så jeg kørte til Ringsted med pigerne om aftenen og håbede på det bedste. Oasis tog så fint imod pigerne og vi kunne så kun håbe at pigerne også ville tage fat på Oasis og få noget af hendes mælk. Det skete dog desværre ikke og opflaskningen er derfor fortsat. Oasis agerer mor på alle andre områder og hygger om dem, så er det bare os der sørger for at de får mad. Benitta tog tjansen tirsdag og onsdag, jeg kom ud og hjalp til torsdag og i dag. Der er fremgang i pigerne, men de tager meget langsomt på. Hvis de fortsat er i live, når de begynder at spise, så er det her vi begynder virkelig at sætte ind med flere nærende ting, så de rigtig kan få udfyldt al den ekstra hud de har fået sig. Der sker dog lidt, for de tager på og ser knap så udsultede ud. Men de mangler protein, så vi har forsøgt at blande en smule blended æg i mælken igår og i dag noget nutridrink. Det bliver så den sidste del som bliver blandet op de næste par dage til deres maver er klar til at der kommer mere i deres mad. De spiser gladeligt, er også blevet mere rolige i ens hænder, så man kan begynde at nyde dem ordentligt. Jeg har stadig i baghovedet at meget kan ske endnu, at de stadig kan nå at falde fra. Men jeg håber inderligt at de klare sig igennem alt det her og jeg får mine 2 piger hjem igen når de er klar til at komme hjem <3 27. juni 2021
Der er desværre sket det uheldige, at Wendy fik vrikket sig løs af Benitta's greb og faldt direkte ned i det kogende vand, der holdte deres mad varmt. Hun sov ind natten til i dag, selvom Benitta forsøgte at gøre hvad hun kunne for hende. Vi håber at det vil fortsætte med at gå fremad med Peach <3 |
27. juni 2021
Sidste opdatering. Jeg tog hjem til Benitta, for at aflaste hende lidt ovenpå alt det der har været sket på det sidste. Da jeg tog Peach ud, blev det dog tydeligt for mig, at hun ikke havde det helt godt. Hun virkede som om, at hendes organer var ved at sætte ud. Hun var dvask, lettere misfarvet og virkede ikke længere til at have den samme livsgnist hun ellers har haft. Hun åndede ud i min hånd. Jeg er glad for at jeg fik lov at få den sidste afsked, men det har været ekstremt hårdt. Det at kæmpe for alle ungernes liv, efter at have mistet Coco. At miste en unge efter den anden, mangle søvn, været urolig og bekymret. Se pigerne blive ældre og ældre og få håb om, at de måske ville klare den, for at stå tilbage uden Coco og uden hendes unger.
Jeg priser mig lykkelig for at jeg har Dixie og Adena, som begge har det dejligste sind, så har jeg i det mindste stadig noget efter Coco. Men det har virkelig været en hård oplevelse og det vil være en af dem der sætter sig i min erindring. Jeg fortryder ikke, at jeg kæmpede for ungerne. Vi gav dem en chance og vi håbede på det bedste. Desværre skulle det ikke være sådan. Men jeg har lært utroligt meget undervejs i forløbet og det vil jeg også tage med mig.
Sidste opdatering. Jeg tog hjem til Benitta, for at aflaste hende lidt ovenpå alt det der har været sket på det sidste. Da jeg tog Peach ud, blev det dog tydeligt for mig, at hun ikke havde det helt godt. Hun virkede som om, at hendes organer var ved at sætte ud. Hun var dvask, lettere misfarvet og virkede ikke længere til at have den samme livsgnist hun ellers har haft. Hun åndede ud i min hånd. Jeg er glad for at jeg fik lov at få den sidste afsked, men det har været ekstremt hårdt. Det at kæmpe for alle ungernes liv, efter at have mistet Coco. At miste en unge efter den anden, mangle søvn, været urolig og bekymret. Se pigerne blive ældre og ældre og få håb om, at de måske ville klare den, for at stå tilbage uden Coco og uden hendes unger.
Jeg priser mig lykkelig for at jeg har Dixie og Adena, som begge har det dejligste sind, så har jeg i det mindste stadig noget efter Coco. Men det har virkelig været en hård oplevelse og det vil være en af dem der sætter sig i min erindring. Jeg fortryder ikke, at jeg kæmpede for ungerne. Vi gav dem en chance og vi håbede på det bedste. Desværre skulle det ikke være sådan. Men jeg har lært utroligt meget undervejs i forløbet og det vil jeg også tage med mig.
P1
Alenya's Peach - Beholder - R.I.P. 27. juni 2021 Black variegated db HS silvermane? 1. uge: 6 g |
|
P2
Alenya's Wendy O. Koopa - Beholder - R.I.P. 27. juni 2021 Black variberk db HS 1. uge: 6 g |
|
Camilla Bendix Rasmussen / Alenya © 2008
Copyrigth: Billeder og tekst fra denne side må ikke kopieres uden tilladelse
Copyrigth: Billeder og tekst fra denne side må ikke kopieres uden tilladelse
